Evy´s vej til DcH DM for sporhunde.

Da jeg fik Evy vidste jeg ikke noget om, hvordan man trænede en sporhund, men jeg må alligevel have været lidt interesseret i den disciplin, for jeg lånte Manfred Müllers bog om sporhundetræning på biblioteket. Det kan også være fordi jeg lånte alle bøger om hunde og derfor faldt over bogen. I hvert fald købte jeg en lille sele til hende og begyndte at lægge diverse mærkelige spor i skoven. Jeg var nød til at bruge levervand for at få hende til at holde sporet og da spor ikke indgik i DKK lydighedsprogrammet blev sportræningen lagt på hylden igen.
Da jeg begyndte at træne i DcH viste det sig hurtigt, at Evy elskede at gå spor. I C-klassen præsterede hun én gang at løbe et spor til et 10-tal og hun nåede også at få genstandene med. Genstanden apporterede hun med så stor iver, at jeg skulle være hurtig for undgå at de blev tygget helt i stykker. Jeg måtte bruge handsker for ikke at brænde fingrene på linen og hendes hastighed gjorde, at hun for det meste løb langt over knækkene. Smukt var det ikke og meget blev forsøgt for at få nedsat hendes hastighed. Et par forsøg med at bruge dobbeltline medførte at hun slet ikke ville gå spor mere. Jeg måtte starte forfra.
I B-klassen gik hun pænere spor. Jeg havde lært at holde hende tilbage, så hun ikke løb ret langt over knækkene og hjalp hende, hvis hun havde passeret et knæk med en hundelængde. Vi fik også nogle pæne resultater i B-klassen, for jeg behøvede kun at holde hende lidt tilbage, så begyndte hun straks at søge knækket. Hun fandt det altid og selvom hun godt kunne have fået sin 5-meter line rundt om benet, fortsatte hun altid med stor energi. Nogen påstod at jeg styrede min hund, men det kunne jeg da ikke. Hun gik jo 5 meter foran mig med næsen i jorden og i en strakt line. Resultaterne i B-klassen gjorde også at jeg meldte mig til en Sporhundeprøve 1. Vi blev stoppet på første langside. Vi havde aldrig prøvet at gå 500 skridt ligeud og mente bestemt at der måtte da være et knæk. Ved at skifte sporlinen ud med en elastik blev jeg overbevist. Jeg styrede hunden. Evy registrerede den mindste ændring i linen og fandt primært genstandene ved hjælp af synet. Nu måtte jeg igen starte forfra og denne gang skulle Evy lære at det var hendes opgave at gå sporet. Jeg var kun med for at holde linen.

Det blev til flere måneders hvor Evy kun gik spor der var spækket med kattemad. Samtidig deltog vi for første gang i den tyske Sennenhundeklubs sportræningsuge. Det var spændende. Hold da op, hvor var der mange af de hunde som gik roligt og koncentreret. Tyskerne havde aldrig set en apporterende sporhund før og vi arbejde udelukkende med at få ro på Evy og øget hendes koncentration. Al ekstra belønning for enden af sporet blev fjernet. Koncentrationen skulle rettes mod det enkelte fodspor og ikke mod slutningen at sporet. Hendes energi og evner blev rost meget og den dag hvor hun, efter et knæk, fortsatte med sporlinen rundt om alle fire ben blev der jublet. Det lykkedes os at bestå deres sporprøve 1, svarende til IPO I-spor, med 78 point selvom dommeren ikke anede, hvordan han skulle bedømme genstandene ved en apporterende hund. Jeg tog hjem med mange gode oplevelser og meget at arbejde videre med. Dagen efter prøvede vi igen en Sporhundeprøve 1. Her lagde Evy sig ned mens vi ventede på dommeren. Det var noget helt nyt, men hun var træt, så vi nåede ikke forbi første knæk.

I 2004 blev det også til deltagelse i tre SPH 2 prøver og den tredje gang lykkedes det os at bestå med 84 point. Dermed var vi kvalificet til DcH SPH DM. Op til DM arbejdede jeg primært på at holde Evy i topform rent fysisk og psykisk. Jeg ville være fuld tilfreds med at hun bare klarede det den ene dag. Det gjorde hun. Vi startede som de første og fik et laaaangt spor på en blød mark med vintersæd. Første afledning registrerede hun ikke, men det gjorde jer og så var jeg forberedt da hun forsøgte at lokke mig ud ad den anden afledning. Vi klarede skærene og fik 86 point for præstationen. Nu var mit mål nået, men Evy ville det åbenbart anderledes. Måske havde hun hørt mig sige, at dette skulle være hendes sidste prøve før pensionen. Søndag skulle vi gå på stub. Marken så pæn ud, men da vi var kommet et stykke derudaf begyndte den at blive ”sjov”. Noget af marken havde stået under vand, med deraf følgende fuldstændigt nøgne, hårde, områder, andet stod stadig under vand med dybe, bløde hjulspor og netop sådan et sted lå første knæk. Evy søgte - og søgte. Til sidst tog hun en beslutning. Hjulsporene var åbenbart så bredde og mellemrummene så smalle, at hun ikke ville springe over dem. De var åbenbart også så dybe at hun ikke ville gå igennem dem, så hun gik udenom, fandt sporet igen og kæmpede sig igennem en bue. Hun kæmpede så meget at hun ikke magtede at påvise den genstand, der lå i buen, men hendes korte stop gjorde, at jeg kunne samle genstanden op og blive bekræftet i at det var sporet hun kæmpede med. Det var ikke det smukkeste genstandsarbejde Evy præsterede, men hver gang hun lå der, strålede hendes øjne som om hun sagde: ”Jeg skal da ikke pensioneres? Vel!”. Flere steder tabte hun sporet og skulle bruge meget energi på at finde det igen. Til sidst var hun så træt, at hun gik over sidste knæk og dermed mistede vi sidste langside og genstand. Dommeren gav os dog 74 point for præstationen og udtrykte, at dette havde været weekendens sværeste spor. Det havde været en dejlig, lærerig weekend med gode konkurrenter og en bekræftelse af at det jeg lærer i Tyskland om sportræning og om hundeføreren optræden også giver bonus i Danmark. Dermed havde Evy bestået IPO-SPH og kvalificeret sig til DKK SPH DM 2005. Det valgte jeg dog fra da hun var ved at være gammel og igen havde kvalificeret sig til DcH SPH DM som blev afholdt 2 uger senere.

27-06-2007