Jeg har trænet Evy i at gå menneskespor siden hun var 10 uger gammel. To gange har jeg ødelagt det totalt og måtte starte helt forfra.
Første gang var problemet, at hun gik langt over alle knækkene. Jeg var for hård ved hende og resultatet var en hund, der nægtede at gå spor. Efter en lang pause begyndte jeg at bygge spordriften op igen.
Anden gang viste det sig at jeg styrede en hund. Evy gik perfekte spor, bare jeg vidste hvor sporet var. Hun gik pænt i strakt line med snuden i jorden. Når vi kom til et knæk, blev jeg stående, det var signal nok til hende.

Da der var gået mindst et halvt år på denne måde, før jeg blev overbevist, skulle hun først lære, at det var hendes opgave at følge sporet. I ca. 6 måneder gik hun kun helt friske spor, der var fyldt op med kattemad (det er hendes livret). Så havde jeg igen en hund, der syntes at spor bare var lykken.

Evy har altid gået meget stærkt. Jeg har gået med handsker for ikke at brænde mig på sporlinen. Om det var fordi hun blev ældre (5 år), fordi jeg i en periode arbejdede med dobbeltline under hendes forben (plov) eller fordi jeg flyttede sporlinen ned på maven af hende, så hun fik næsen i jorden, når hun trak, ved jeg ikke, men en dag satte hun farten ned og går nu ikke stærkere end at jeg kan holde hende tilbage med vægten af min arm, bortset fra, når det er et meget let spor. Jo sværere spor, jo mere koncentrerer hun sig.
Jeg har lært meget om sporarbejdet ved at have mange dygtige trænere, se mange hunde gå spor og prøve mange ting. I dag mener jeg at det, der er sværest er, at lægge et spor som hunden synes er sjovt og som den også lærer noget af.

04-07-2008